De danser alene

DE DANSER ALENE er ikke et stykke om dans. Men med dansen som emblematisk for en samfundsudvikling søger stykket DE DANSER ALENE, at vise, hvordan hele vores kultur har ændret sig de sidste fyrre år. Det viser sig at oprøreret mod disciplinen, ikke landede, som man havde tænkt sig. Kodens bagside var ufrihed og umenneskelighed: man kunne ikke danse som man havde lyst til, og man kunne ikke fremvise sin egenart. Den antidisciplinære retning landede på en anden måde, end vi havde troet, nemlig som en kultur baseret på midlertidige engagementer, løse koblinger, ad hoc løsninger, en aftalestruktur baseret på sandsynligheder (halve aftaler og bekræftelser, positive tilkendegivelser uden løfter).
Stykket handler om, at lyst og magt er kommet tættere på hinanden. At det man vil forpligte sig til, vil man være sikker på, at man har lyst til. Og derfor vil man vente med at svare, til man faktisk ved, om man har lyst den dag. Men det kan man ikke sige højt, og derfor kommunikerer man positivt og engageret for at holde muligheden åben uden at orpligte sig. Det er undertiden blevet kaldt ’fear of missing out’. Stykket vil vise denne frygt og det navigationsbesvær, der følger i kølvandet.

Spilletid

Medvirkende

Kunstnerisk hold