Genre: Taleteater2023/2024120 minutter incl. pause
GO

OPHAV er en komedie. En forestilling fyldt med lattervækkende og genkendelige situationer. OPHAV er en fortælling for alle os der kender til det at have en familie. En fortælling om at være fanget i familiens spind og i gamle fortællinger og selvbedrag. En fabel om frihed, om at have modet til at skære al løgn og forstillelse væk for at komme fri, genopdage dem man dybest set elsker og ende med at række ud mod stjernerne.


Ophav er den vanvittige fortælling om erhvervsfamilien Böllugaze, der gennem flere generationer er blevet styrtende rige på at have patent på produktionen af sterilt gaze. En familie, der er bliver holdt sammen af gazen, af pengene og af virksomheden, der står og altid har stået foran alt andet.


Faren, Jørgen har ført Böllugaze frem til en position som europæisk markedsleder. Han har perfektioneret produktionen. Jørgen er virksomheden, han er konge i byen, ja i hele kommunen. Det årlige overskud nærmer sig milliarden. Böllugaze er en perfekt trimmet virksomhed.

Problemet er Michael, sønnen der står til at overtage ledelsen. Jørgen har ingen tillid til ham. Eller er problemet i virkeligheden Birgitte? Storesøsteren med sin vanvittige hund Tarzan, der ifølge hende er klogere end de fleste mennesker og et spirituelt væsen. Og hvad pønser lillesøster Katrine egentlig på?


Spilletid

120 minutter incl. pause

Medvirkende

Victor Marcussen

Anna Ur Konoy

Line Vejgaard Kjær

Lars Dammark


Kunstnerisk hold

Instruktion: Kamilla Bach Mortensen

Manuskript: Lars Dammark

Scenografi: Claus Helbo

Dramaturg: Dorthe Bebe og Anne Majgård Basse

Komponist og lyddesign: Ditte Rønn Poulsen

Lysdesign: Søren Lydersen

Kostumer: Elsebeth Hede Jensen

Produktion, teknik og byg: Andreas Carlsen, Thomas Ravnsgaard


Pressecitater og anmeldelser

Anmeldelse fra Herning Folkeblad:

Team-forestilling lægger familierelationerne i benlås
5 stjerner

 

Vennerne har man selv valgt, men familien er man født i. Sådan er det jo. Så hvem har man det bedst sammen med? Man elsker jo sine børn, det gør man jo, og sådan lød det også i forestillingen, men hvad er familiens kærlighed egentlig gjort af?

 

Forestillingen OPHAV tager livtag med relationerne og kærligheden i familien, og den perspektiverer dermed tilværelsen i forhold til venner, arbejdet, firmaet, you name it. Og så testes langtidsholdbarheden af såvel forbundethed som selve familiekærligheden.

Tæt på
På overfladen handler det om en familiefar, og om hvor længe han skal sætte dagsordenen. Patriarken nærmer sig pensionsalderen, og generationsskiftet puster i nakken. Af teatrets materiale fremgår, at det såmænd lige så godt kunne finde sted her i Midtjylland.

Denne anmelder kan bidrage med den serviceoplysning, at det er sket – og der skal ikke graves mange spadestik for at finde paralleller. Så man kan ikke udelukke, at der i løbet af spilleperioden vil sidde nogen blandt publikum, som vil tænke: Det kom godt nok tæt på.

 

Men selv om, at man ikke lige er født med en guldske og ind i ufattelig rigdom, emmer forestillingen af familieskabets genkendelige konflikter og armlægninger mellem generationer og søskende, mellem fortid og nutid, mellem forventninger og uindfriede drømme og længsler.

En ny plan
OPHAVs arketyper er faren, som har løftet familiefirmaet op til forretningsmæssig og økonomisk succes; sønnen, som har drømt om at følge i farens fodspor (uden i grunden at vide hvorfor); den flippede, spirituelle datter, som for et fast månedligt beløb er gjort økonomisk uafhængig uden at skulle arbejde og i stedet kan bruge hverdagen på hunde og skiftende elskere. Og så er der efternøleren, den irriterende, højtråbende (hvordan skulle hun ellers få opmærksomhed?), men i dag veluddannede datter, som efter universitetsstudier vender hjem med sin egen plan for familien og firmaet.

I kulissen står den afdøde hustru, bedsteforældrene (som viser sig at være manøvreret ud af faren), en forsmået svigerinde, en rådgiver med børnepornografiske lyster og yngstedatterens lesbiske veninde. Ingen af dem er på scenen, men ikke desto mindre er forestillingen farvet af dem.

Opgør med OPHAV

OPHAV er dermed forestillingen om et forudsigeligt sammenbrud – af familien og af firmaet – et opgør med ophav, forstillelse og det kunstigt opbyggede verdensbillede. Men det gør egentlig ikke så meget, for så kan vi i stedet studere, hvorledes figurerne agerer under deres færd i retning mod afgrunden eller den bundløse mose i baghaven. Følge krakeleringen af fernis og gætte på, hvorledes de vil komme ud på den anden side.

 

Er det en gave at være født ind i en familietradition, have sit på det tørre, men til gengæld overtage en forpligtelse? Eller kan man frisættes ved at sprænge katedralen i luften? Nu skal man være varsom med at generalisere efter to forestillinger, men Lars Dammark lavede også børneforestillingen »Alting er mit« som en kritik af materialisme og magtstrukturer. Så måske har han en faible der.

 

Forestillingen fungerer derfor i kraft af sin stille insisteren – flere steder legemliggjort ved en flot instruktion, hvor figurerne i en art slowmotion lader os dvæle ved situationen, problemstillingen, apatien, nedsmeltningen. Indtil de alle har lagt sig i en benlås, som kun kan løsnes op, når presset bliver så stort, at knoglerne til sidst brækker.

 

Om yngstedatterens nye dagsorden kan genskabe håbet og familien, ja, det må vi jo tænke os til på vej ud i novembermørket. Det er i hvert fald hendes tro, at de gamle strukturer må nedbrydes for at skabe en ny fremtid.

God underholdning
Alle figurer er castet troværdig. Replikkerne falder godt, og til trods for den psykologiske analyse af ophavets betydning for lykke og kærlighed, hvilket kan lyde alvorligt og dystert, så er det en morsom forestilling. Men vi sidder jo også og griner lidt af os selv.

For det stilfærdige musikalske bagtæppe står Ditte Rønn, som vi seneste oplevede med »Angli Avantgarden« på Fermaten i lørdags. Diskret tonesprog, næsten Arvo Pärt-agtigt.

 

Og anede man ikke lige, oboen antyder første takt af »Sig nærmer tiden«, lige da patriarken var tæt på at annoncere sin pensionering?

 

Sådan var der flere elegante koblinger undervejs i en forestilling, hvor man følte sig godt underholdt undervejs.

 

 

 

 

 

 

Se mere på
https://teamteatret.dk/arrangement/ophav/
https://teaterrum.dk/forestilling/ophav/

https://fb.watch/gNQSQIJMzz/

https://fb.watch/gNQTUPSsLK/

https://fb.watch/gNQULpxEbS/

https://fb.watch/gNQWi5Q8j4/

Læs programmet til forestillingen her:
https://issuu.com/teamteatret/docs/ophav_program_low

Trailer på youtube

 

Billeder